Om os

Helt tilbage fra børnehaven havde jeg mangel på sociale egenskaber. Jeg blev drillet, mobbet og kom meget op og slås med de andre børn og havde derfor heller ikke mange venner. I skolen var der ikke den store forandring. Jeg blev hurtigt offer for de andre børn. Mine aggressioner voksede med alderen, og det var svært for mig at kontrollere mig selv. Der var ikke meget hjælp fra lærerne og derfor tog jeg ofte dårlige beslutninger mht. de “venner” jeg befandt mig med. Når de populære børn var i nærheden, vendte mine venner mig ryggen eller hoppede med på mobbevognen.

Det endte ud med at jeg skulle til psykolog, hvilket ikke hjalp meget. i mellemtiden fandt jeg basketball, som gjorde mig glad og var i trygge rammer. Jeg var god til det fordi jeg var højere end de fleste og hurtig på samme tid. Jeg kunne lukke omverdenen ude af mit hoved og fik en enorm glæde ved at være en del af et team, som jeg kunne gøre glade ved at kæmpe for.

Jeg klarede mig dårligt i skolen karaktermæssigt, lavede hærværk med mine “venner”, var til fester med bandemedlemmer som 14 årig og tog for første gang hårde stoffer. Mine såkaldte “venner” begik endda indbrud hjemme hos min far. Da min far fandt ud af det igennem en af pigerne i min klasse som var meget bekymret for mig, fik han mig hurtigt ind på en anden skole og fik mig til at cutte kontakten med dem fra den gamle skole. Det gav mig mulighed for at starte forfra, men min koncentrationsevne var mærket af, hvad jeg havde foretaget mig tidligere.

Jeg fik nye venner som var gode for mig og begyndte langsomt at få evnerne til at snakke med andre mennesker end dem jeg tidligere havde brugt mit liv på. Selvom mine sociale færdigheder forbedrede sig, klarede jeg det stadig ikke godt med karaktererne. Jeg blev bedømt uegnet til at gå på gymnasium, som min storesøster var godt i gang med. Ligeledes i 10. klasse, nye venner, godt socialt, men karaktererne var der stadig ikke. endnu en gang var jeg uegnet til gymnasiet. Men jeg var stædig og tog til en optagelsesprøve trods troen fra mine lærere, som jeg bestod.

Jeg startede på gymnasiet og mit basket udviklede sig støt! min træner ville give mig muligheden for at komme på college i USA hvis jeg fortsatte min udvikling og engagement, men fordi jeg stadig ikke klarede mig godt i skolen, fik jeg ikke støtte til det fra hjemmefronten. Det gjorde mig meget umotiveret og ked af det, da jeg virkelig prøvede mit bedste på banen og på skolebænken.

Depression, ukoncentration og ligegyldighedens følelse overtog mig. Mit sidste år var ikke godt og jeg var tæt på at måtte forlade skolen da jeg havde dårlige karaktere og lavt fremmøde endnu en gang. Min sidste chance for at komme igennem gym var at gå op i fuld pensum. 13 eksamener på 25 dage, var noget at det hårdeste og ensomste jeg havde været ude for, jeg måtte afskærme mig omverden endnu en gang og fokusere på mit mål, som var bare at gennemføre gym og få min hue. Med nød og næppe fik jeg slæbt mig selv over målstregen og klarede gymnasiet mod alle odds.

Som 22 årig flyttede jeg til min mors sommerhus for at starte en karriere i forsvaret, men jeg havde ikke planer om at stoppe mit basketball endnu. Jeg skulle derfor finde en anden klub, og den nærmeste var i Hillerød.

Jeg startede kort tid efter, og der mødte jeg Daniel for første gang til en træning.

Jeg er født og opvokset i Danmark, med en dansk far og singalesisk mor. Som barn var jeg en meget nysgerrig og livsglad dreng, som elskede at udforske naturen og lege med dyr.

Kort efter skolestart, blev jeg misbrugt i over 2 år af nogle ældre elever.

Det gjorde mig til en ekstrem vred dreng, som havde svært ved at udtrykke mine frustrationer over de ting jeg blev udsat for, på en sund måde. Dette medførte en mere udadreagerende adfærd som førte til at jeg havde svært ved at kommunikere mine følelser ud til mine forældre.

At gå i skole var en stor udfordring for mig, da jeg havde svært ved at læse og koncentrere mig og på daværende tidspunkt ikke fik den nødvendige hjælp til at konkludere at jeg er svært ordblind. Jeg gjorde mit yderste for at passe ind med mine jævnaldrende, men måtte efter mange mislykkedes forsøg, sande at det ikke ville lykkedes mig at blende ind med de andre.

Dette skyldes hovedsageligt at lærerne talte meget nedsættende og nedværdigende til mig, foran de andre elever, som førte til at eleverne også mobbede mig.

Skolen sagde mig meget, men timerne jeg tilbragte der i hverdagene, forstærkede min nedtrykthed, ensomhed og afmagt som medførte at jeg udviklede en stærkere vrede for hver dag der gik.

Lærerne anså mig ikke for andet end en ballademager og kom med mange stik kommentarer som indikerede at jeg ville ende ude mellem rendestene som stofmisbruger og aldrig ville blive til en fornuftig og velfungerende ung mand. De besluttede sig derfor for at sende mig til en skolepsykolog.

Jeg husker tydeligt den påvirkning det havde på mig, og hvor knust jeg følte mig inden da de informerede mig om dette personligt og til mine forældre.

Skolepsykologen forsikrede mig om at der ikke var noget galt med mig som menneske og rådede os til at jeg skulle flytte skole, da han ikke mente at lærerne ville ændre deres holdning omkring mig.

Kort efter flyttede jeg skole og tog en beslutning om at ændre alt ved mig selv udseendemæssigt, såvel som påklædning og ikke mindst kropssprog. Jeg var meget bevidst om at have en adfærd som udstrålede selsikkerhed, og jeg opførte mig på en mere vred og pågående måde overfor omgivelserne, da jeg følte det var denne måde jeg kunne udstråle at jeg ikke fandt mig i noget fra nogen. Jeg byggede således en mur op om selv som ingen kunne nærme sig 100%. Dette gjorde jeg for at føle tryghed, noget jeg havde jagtet i årevis og aldrig rigtig fundet i min unge alder.

Desværre medførte denne nye væremåde også, at jeg begyndte at hænge ud med nogle forkerte typer. Jeg begyndte at ryge en del hash og tog forskellige stoffer.

Ofte kom jeg op at slås og havde svært ved at sætte sunde grænser ift. smerte og hvornår man skulle holde igen.
Det var også i denne fase af mit liv, at jeg begyndte at gå til basket.

Jeg kom godt fra start ift. denne nye sport og var villig til at lægge de kræfter i som skulle til for at få trænet mig op til at blive en stærk spiller. Da det er en udfordrende sport som kræver en fighter mentalitet, passede godt til mig som person. Jeg elsker at lægge hårdt arbejde i det jeg brænder for, og min træner var af samme kaliber og forstod mig på et helt andet niveau, end jeg var vant til hjemmefra og i skolen. Han kunne se at jeg kæmpede indeni og hjalp mig til at arbejde målrettet, så jeg på sigt kunne få noget livsglæde tilbage. Han gik langt ud over sine beføjelser som Basket-træner og lagde virkelig hjerte i at støtte mig på bedste vis, også udenfor banen. Hans personlige interesse og investering i mit velbefindende oplevede jeg til tider når jeg missede mine træninger. Disse aftener ringede han ikke kun, men tog ud for at finde mig, hvis han ikke opnåede kontakt. Til tider kom jeg slemt til skade efter slåskampe eller vredesudbrud. Når det skete var det altid ham jeg rakte ud til, for jeg følte at jeg kunne udtrykke mine følelser, uden at blive retledt eller dømt for den måde jeg havde afreageret på. Han så bag om facaden og formåede at se potentialet i mig som menneske.

I dag læser jeg til maskinmester og får endelig den nødvendige støtte og hjælp til at håndtere og arbejde med min komplekse PTSD. Selvom jeg det har været en lang og svær vej, har jeg nået et af de sværeste delmål på vejen. Nemlig at acceptere at det er okay at række hånden ud og modtage hjælp og den virkelige styrke ligger i at være ærlig overfor sig selv og sine behov og arbejde med dem, frem for en tilværelse med en overskyggende facade.

Det er grunden til vi skabte We Are Fighters fordi vi ved at der er andre der også har brug for hjælp og sport kan giv en et fristed og et sted hvor man kan få den hjælp til at træde over på den anden side af vejen.